Klokken er sidst på eftermiddagen. I ved, at der ligger lektier eller en aflevering og venter. Jeres teenager ved det også. Alligevel bliver der ikke åbnet en bog, fundet en PC frem eller skrevet en eneste linje.
I minder jeres barn om det igen. Måske svarer jeres barn kort, går væk eller siger: “Jeg gør det senere.” Så står I pludselig i den samme diskussion, som I havde i går. I vil gerne hjælpe. Den unge vil måske gerne lykkes. Men lektierne ender med at fylde så meget, at de kommer imellem jer.
Det er en frustrerende situation, og den er ikke nødvendigvis et tegn på manglende vilje eller ligegyldighed. For mange unge med ADHD kan det være svært at skabe overblik, komme i gang, holde fokus og bevare energien, når der skal laves skolearbejde. Koncentration, opmærksomhed, energi og struktur kan alle spille ind, når opgaver skal løses. Samtidig er ADHD forskelligt fra person til person, så der findes ikke ét greb, der passer til alle.
Målet er derfor ikke, at I som forældre skal presse lektierne igennem. Målet er at I skaber rammer, der gør det lettere for jeres unge at tage det næste skridt og samtidig passe på jeres relation.
Når en opgave føles stor, uklar eller uoverskuelig, kan tanken om at skulle blive færdig være nok til at stoppe starten. Mange konflikter opstår derfor, før selve arbejdet overhovedet er begyndt.
Prøv i stedet at gøre målet mindre. I behøver ikke aftale, at hele matematikopgaven eller afleveringen skal være klaret. I kan aftale, at den unge finder opgaven frem, læser opgaveformuleringen eller arbejder i ti minutter. Det er ikke en garanti for, at resten af arbejdet bliver let. Men en konkret og overskuelig start kan være mere realistisk end endnu en stor plan.
En god lektieaftale er ikke den mest ambitiøse. Det er den, der er tydelig nok til at blive brugt på en træt tirsdag.
Greb | Hvad I kan gøre i praksis | Hvad det kan hjælpe med |
Lav en startaftale sammen | Aftal hvornår og hvor længe den unge vil prøve at begynde og lad den unge være med til at vælge tidspunktet. | Mere ejerskab og færre påmindelser. |
Gør første skridt helt konkret | Skift “lav lektier” ud med “åbn Aula”, “find danskbogen” eller “skriv overskriften”. | Mindre overblikspres og en tydeligere begyndelse. |
Aftal jeres rolle på forhånd | Spørg: “Vil du have hjælp til at komme i gang, til at forstå opgaven eller bare til at holde mig i nærheden?” | Mindre risiko for, at støtte opleves som kontrol. |
Planlæg pauserne | Aftal en kort pause efter en afgrænset arbejdsperiode, og hold den så vidt muligt. | Bedre mulighed for at dosere energi og fokus. |
Afslut med en plan ikke en dom | Brug to minutter på at aftale, hvad næste skridt er, hvis opgaven ikke blev færdig. | Mindre skyld og en mere rolig overgang til næste dag. |
Det kan være fristende at fastsætte et tidspunkt og derefter holde fast i det. Men hvis aftalen bliver oplevet som noget, der bliver lagt ned over den unge, risikerer I at starte dagens konflikt, før lektierne er fundet frem.
Prøv at spørge konkret: “Hvornår tror du, at du har mest energi til at kigge på det?” eller “Vil det være lettest at begynde efter aftensmad, eller vil du hellere prøve 15 minutter nu og have fri bagefter?” Den unge har ikke altid svaret. Men selve samtalen kan gøre aftalen mere fælles.
Fælles betyder ikke, at alting er til forhandling. I kan godt holde fast i, at skolearbejdet skal have en plads i ugen. Pointen er, at den unge får indflydelse på, hvordan starten bliver realistisk.
“Du skal lave dine lektier” er en besked med mange åbne spørgsmål. Hvilke lektier? Hvor skal jeg starte? Hvor længe skal jeg sidde? Hvad hvis jeg ikke forstår det? Når opgaven allerede føles uoverskuelig, kan så mange ubesvarede spørgsmål gøre det endnu sværere at begynde.
I kan hjælpe ved at dele opgaven op sammen. Måske er første skridt kun at finde materialet. Måske er det at læse opgaveformuleringen højt eller skrive tre stikord. Det kan også være at vælge én opgave frem for at kigge på hele ugens arbejde på én gang.
Det er ikke at sænke forventningerne til den unge som person. Det er at gøre arbejdsopgaven konkret nok til, at den kan tages i brug. På ADHD-foreningens side om skoleliv beskrives blandt andet opstart, overblik, tidsstyring og skift som områder, der kan være udfordrende i skolen.
Forældrehjælp kan være nødvendig og omsorgsfuld. Men hvis den bliver til konstant overvågning, gentagne påmindelser eller et forsøg på at overtage opgaven, bliver den let en kilde til modstand.
Inden I begynder, kan I derfor afklare rollen. Spørg for eksempel: “Vil du have, at jeg sidder ved siden af i fem minutter?” “Skal jeg hjælpe dig med at få en plan?” eller “Vil du helst prøve selv først og sige til, hvis du går i stå?”
Nogle unge får ro af, at en voksen er i nærheden uden at blande sig. Andre har brug for hjælp til at forstå, hvad opgaven spørger om. Nogle vil helst arbejde alene. Der er ikke et rigtigt svar, og aftalen kan ændre sig fra dag til dag.
Som forældre kan I med fordel måle jeres hjælp på ét spørgsmål: Gør jeg det lettere for mit barn selv at tage næste skridt eller ender jeg med at tage det for dem?
Når energien er lav, eller opgaven kræver meget koncentration, er det sjældent realistisk at forvente en lang arbejdsindsats uden afbrydelser. Planlagte pauser kan være en måde at gøre opgaven mere overskuelig på.
Aftal noget konkret: “Vi prøver i 15 minutter, og så holder du fem minutters pause.” Det vigtige er ikke den præcise tid. Det vigtige er, at perioden er til at se en ende på, og at pausen er aftalt på forhånd.
Patienthåndbogen peger blandt andet på ro omkring lektier, tydelige og konkrete instruktioner samt pauser som mulige støttende rammer i hverdagen. For nogle unge fungerer køkkenbordet bedst. For andre er det et roligt rum, høretelefoner eller at have en voksen i nærheden. Prøv jer frem, og vurder på det, der faktisk sker og ikke på, hvordan I synes, lektier “burde” foregå.
Når der kun er blevet lavet lidt eller slet ingenting, kan det være svært ikke at kommentere på det. Men sætninger som “Du kunne jo godt, hvis du ville” eller “Nu er du bagud igen” gør sjældent næste forsøg lettere.
I kan i stedet afslutte med to korte spørgsmål: “Hvad var sværest at komme i gang med i dag?” og “Hvad er det første, du kan gøre næste gang?” Det gør dagen til erfaring frem for dom.
Det betyder ikke, at I skal lade som om, opgaven ikke findes. Det betyder, at I fastholder ansvaret uden at gøre hver enkelt lektiesituation til en vurdering af den unges indsats, evner eller fremtid.
Nogle gange handler lektiekonflikterne ikke kun om tiden derhjemme. Måske er opgaverne uklare, omfanget svært at overskue, eller den unge har brug for en anden måde at få instruktioner og støtte på.
Hvis lektierne igen og igen fører til stor belastning, konflikter eller undgåelse, kan det være relevant at tage en god dialog med skolen. I behøver ikke møde op med en færdig løsning. I kan begynde med at beskrive, hvad I ser: Hvad sker der typisk? Hvornår går den unge i stå? Hvad har I allerede prøvet?
På sundhed.dk anbefales en nær kontakt til skole og lærere og en dialog om, hvordan undervisningen kan tilrettelægges, så den passer bedre til barnet eller den unge. I en konkret samtale kan I fx spørge, om opgaver kan tydeliggøres, deles mere overskueligt op eller følges op på en måde, der passer bedre til jeres barn.
Lektier må gerne være vigtige. Men de behøver ikke fylde så meget, at de hver dag bliver en kamp om relationen derhjemme. Små, tydelige aftaler kan ikke løse alt, men de kan gøre starten mere overskuelig og give jer et bedre udgangspunkt for at finde det, der virker for netop jeres teenager.
